Nyheder



  

Obligationer holder hånden under job i EU

21. januar 2021

EU har lært af finanskrisen og investerer massivt i at holde gang i økonomierne under covid-19 krisen. Et af midlerne er sociale obligationer, som Sampension-fællesskabet har investeret i

Ved at udstede sociale obligationer for op til 100 mia. euro understøtter EU jobmarkederne i 17 medlemslande. Når arbejdspladserne bevares under nedlukningen, bliver de økonomiske og sociale konsekvenser af pandemien reduceret.

”Erfaringerne fra finanskrisen viste os, at vi handlede for sent og for frygtsomt. Konsekvensen var, at vi levede meget længe med eftervirkningerne af finanskrisen. Der har derfor været en vilje til at sikre, at vi i kølvandet på covid-19 krisen kan fastholde så mange mennesker som overhovedet muligt på arbejdsmarkedet og også give de, der skal ind på arbejdsmarkedet, en chance,” siger Stina Soewarta, der er EU-Kommissionens repræsentant i Danmark.

I 2020 udstedte EU sociale obligationer for 40 mia. euro og Sampension Liv, ISP Pension, Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger købte ad flere omgange obligationer for samlet set 125. mio. kr. EU kan vælge at udstede obligationer for yderligere 60 mia. euro i 2021.

Læs også artiklen Stor interesse for sociale europæiske obligationer

Gælder om ikke at handle for sent

17 medlemslande har sagt ja til at låne penge fra salget af obligationerne til eksempelvis at modvirke stigende arbejdsløshed i de værst ramte brancher.

”Formålet med de sociale obligationer er at understøtte arbejdsmarkedet i medlemslandene i den usædvanlige situation, vi står i med covid-19 krisen,” siger Stina Soewarta og fortsætter:

”EU-landene står over for præcis de samme udfordringer som de fleste andre lande i verden, fordi det er en global pandemi. Der er så nogle sektorer, hvor jeg tror, Europa bliver hårdere ramt end andre. Det gælder hele oplevelsesindustrien, turistindustrien og restaurationsbranchen, og der er millioner af mennesker, der risikerer at miste deres job, hvis vi ikke giver dem en hjælpende hånd, for eksempel i form af de obligationer, vi nu har udstedt.”

Hurtig udbetaling af støtte

De første obligationer blev udstedt 20. oktober 2020 og allerede 26. oktober blev pengene overført til tre medlemslande, som har været hårdt ramt af den globale pandemi – Italien, Spanien og Polen.

Der er kommet flere lande med sidenhen, og i alt 17 lande har bedt om og vil få denne bistand.

”Landene har bedt om lån til specifikke formål. For eksempel til at give arbejdsløshedsunderstøttelse til folk, som så undgår at miste deres job, og til sæsonarbejdere og selvstændige, der typisk falder igennem sikkerhedsnettet. Nogle lande har også ansøgt om lån til at hjælpe virksomheder med at betale for sundhedsmæssige tiltag for at kunne overholde covid-19 reglerne, så de fortsat kan holde åbent,” siger Stina Soewarta.

Skal undgå at Europa knækker over

Ifølge EU-Kommissionens danske repræsentant vil den vigtigste effekt af de sociale obligationer være, at Europa ikke er knækket over i to, når covid-19 krisen er overstået.

”Vi skal undgå en situation, hvor nogle lande er forarmede og forhutlede, mens andre lande har klaret sig godt. At vi er solidariske med hinanden og arbejder sammen, vil på lang sigt få afgørende betydning for, at vores europæiske økonomi kan komme godt ud af covid-19 krisen,” siger Stina Soewarta.

Når vi forhåbentlig i løbet af 2021 kan genoplive den økonomiske økonomi, har obligationerne været med til at sikre, at vi kan komme i gang igen meget hurtigt.

”Vi kan genåbne turistindustrien, genskabe produktionslinjer på tværs af grænserne og virksomhederne har de medarbejdere, de skal bruge. Det vil sige, at vi befinder os et meget bedre sted end efter finanskrisen,” forklarer hun.

Bæredygtige investeringer er kommet for at blive

Det er første gang, EU udsteder sociale obligationer.

”Vi gør det dels, fordi der er et socialt formål med det – vi vil gerne understøtte den sociale politik i Europa – og fordi vi mener, at denne type bæredygtig investering er kommet for at blive, og det vil vi gerne understøtte,” siger Stina Soewarta, der pointerer, at obligationerne er til gavn for hele samfundet.

”Privatpersoner får mulighed for at beholde deres job, virksomheder undgår lukning i en vanskelig situation, og som samfund kan vi opfylde de målsætninger, vi sammen har formuleret om en grøn og klimavenlig omstilling. Og endelig er det godt for investorerne. Det er et sikkert papir, som er med til at understøtte den europæiske økonomi.”

Store krav til dokumentation

Hun understreger, at medlemslandene, der har bedt om støtte gennem obligationerne, skal dokumentere formålet og vise, at pengene bruges som beskrevet i ansøgningen.

”Når investorerne vælger at investere i disse obligationer, er vi meget opsatte på at sikre os, at pengene går til formålet. Der er et lovgrundlag, der meget specifikt siger, hvad pengene må bruges til. Medlemslandene skal være meget specifikke om, hvad de vil bruge pengene til, og endelig skal de afrapportere, hvordan pengene rent faktisk er brugt. Disse informationer lægger vi frem, så investorerne kan have fuld tillid til, at pengene er gået til formålet,” siger Stina Soewarta.

Et bedre sted efter krisen

Den officielle betegnelse for EU’s sociale obligationer er SURE, der står for “Support to mitigate Unemployement Risk in an Emergency.” Udover obligationerne har EU vedtaget en stor økonomisk hjælpepakke på 750 mia. euro kaldet Next Generation EU.