Er I flyttet fra hinanden eller skilt?
Ved skilsmisse eller separation er det vigtigt, at du overvejer, om du skal ændre din pensionsordning, og hvem du begunstiger ved din død.
Skal du separeres eller skilles, bør du kontakte os og få rådgivning om eventuelle ændringer på din pensionsordning. Det er også en god ide at få vurderet, om pensionsordningen stadig kan dække dine økonomiske behov.
Hvis du bliver skilt, skal du også være opmærksom på, at der er forskellige regler for ægtefællepensioner og for, hvordan I eventuelt skal dele formuen på en pensionsopsparing.
Reglerne er ikke entydige. Derfor bør du kontakte en advokat, hvis du har spørgsmål om din pensionsordning ved separation eller skilsmisse.
Ægtefællepension
Når du har en ægtefællepension på din pensionsordning, skal du være opmærksom på, om den eventuelt bevares. Hvis betingelserne for at bevare ægtefællepensionen er opfyldt, er det vigtigt, at du eller din fraskilte ægtefælle anmelder den bevarede ret til os.
Din ægtefællepension
På en kollektiv ægtefællepension gælder det generelt, at retten til ægtefællepension bortfalder på separationstidspunktet. Din tidligere ægtefælle kan dog have bevaret retten til ægtefællepension, hvis:
- ægteskabet har varet i mindst 5 år og
- du betaler underholdsbidrag til din tidligere ægtefælle
Skal min pension deles?
Reglerne ved separation og skilsmisse er, at du altid kan beholde "rimelige pensioner".
Almindelige arbejdsmarkedspensioner er altid rimelige, eftersom du kun betaler det beløb, der fx er fastsat i din lønoverenskomst. Som hovedregel skal værdien af din pension i Pensionskassen Arkitekter & Designere ikke deles. Men din ægtefælle skal måske have en kompensation.
- Har I været gift i mindre end fem år skal dine pensioner ikke deles, uanset om de er rimelige eller urimelige.
- Har du allerede fået udbetalt en kapitalpension, og ikke har brugt pengene, skal du heller ikke dele den.
- Værdien af alle andre pensioner skal indgå i delingen. Det gælder også indbetalinger ud over det sædvanlige til en ellers rimelig pension. Har du fx betalt, eller betaler ekstra til Frivillig pension, skal denne værdi måske deles.
Kompensation
Selvom en pension er rimelig, og værdien derfor ikke skal deles, kan der være stor forskel på ægtefællernes pensioner. Skifteretten kan i to tilfælde bestemme, at den dårligst stillede skal have kompensation:
- En ægtefælle/registreret partner kan få kompensation, hvis pensionen er under det rimelige niveau, fordi der minimum mangler to års indbetalinger på grund af barsel, deltid eller lignende for at varetage hjemmets interesser
- Der kan også kompenseres, hvis ægteskabet har varet mindst 15 år, og der er stor forskel på pensionerne.
Kompensationen skal så vidt muligt betales kontant for at undgå at "skære" i den pension, der skal sikre ens egen forsørgelse senere.