Arkitekternes Pensionskasse vil tilbyde alle medlemmer en ny og mere tidssvarende pensionsordning med bedre mulighed for højere afkast og individuelle valg. Første skridt blev taget, da generalforsamlingen i maj 2020 sagde ja til, at nye medlemmer kan få den nye ordning. På generalforsamling 2021 skal der tages stilling til om en ny ordning skal tilbydes til flere medlemmer.
Pensionskassen arbejder på at tilbyde alle medlemmer en ny og mere tidssvarende pensionsordning med markedsrente, som de fleste andre pensionsselskaber og -kasser også gør det. En ordning med markedsrente er mere transparent, fordi du lettere kan følge udviklingen i din ordnings værdi. På markedsrente får du det afkast, som investeringerne giver. Afkastet tilskrives dit depot, så det afspejles én til én. Stiger markedet med 5 %, stiger din opsparing tilsvarende, ligesom din opsparing vil falde, hvis markedet falder.
En ny ordning med markedsrente tager højde for, at risikoen justeres i forhold til, hvor langt du som medlem har til pensionering – eller om du allerede er gået på pension. Her er din opsparing placeret i årgangspuljer, hvor risikoen justeres automatisk efter din alder. For hvert år du nærmer dig pensionsalderen, nedtrappes andelen af aktier. Nedenfor kan du se, hvordan årgangspuljerne sammensættes, både mens du sparer op til pension og efter, du er gået på pension.
Forsikringerne på en ny pensionsordning
På en ny pensionsordning vil du stadig være forsikret ved død, tab af erhvervsevne og kritisk sygdom. Pensionskassen arbejder på, at forsikringerne bliver mere tidssvarende fx at en udbetaling for tab af erhvervsevne fastsættes ud fra medlemmets løn og ikke hvor meget, der er sparet op på ordningen. Derudover får du væsentligt flere muligheder for at tilpasse dine forsikringer til netop din og familiens situation.
Hør bestyrelsesformand Cecilie Therese Hansen fortælle, hvorfor bestyrelsen anbefaler, at pensionskassen går over på en ny pensionsordning.
Nedenfor kan du læse mere om principperne for årgangspuljerne.
Sådan fungerer årgangspuljerne
Ideen med årgangspuljerne er, at dine investeringer løbende bliver tilpasset din alder. Er der mange år til, at du skal på pension, er risikoen i din årgangspulje større end i de øvrige puljer. De unge årgangspuljer har derfor mange aktier. Dermed er der også bedre mulighed for høje afkast. Er du ved at nærme dig pensionsalderen, sænker vi risikoen, og din årgangspulje vil indeholde flere obligationer.
I din nuværende ordning får du et afkast i form af en depotrente. Afkastet af investeringerne fordeles jævnt ud over tid og mellem kunderne. I år med høje afkast lægger vi til side til år med lave eller negative afkast. Det giver dig en stabil rente – uden store udsving. Vi investerer ud fra en gennemsnitsbetragtning og tager ikke hensyn til, om du har kort eller lang tid til pensionering.
I den nye ordning med markedsrente vil du få det direkte afkast af investeringerne. Afkastet bliver hver måned lagt til eller trukket fra din opsparing – alt efter om det er positivt eller negativt. Med markedsrente tilpasser vi risikoen ved at sørge for, at investeringerne passer til din alder, og vi forventer, at det på længere sigt er til fordel for dig. Du vil kunne følge afkast hver måned på pensionskassens hjemmesiden.
Du får mulighed for at påvirke risikoen i din årgangspulje ved at ændre din investeringsprofil. Du bestemmer selv, om din investeringsprofil skal være lav, moderat eller høj.
Eksempler på sammensætning af investeringerne i tre forskellige årgangspuljer
Figurerne viser, hvordan en fordeling af investeringerne kan komme til at se ud i tre forskellige årgangspuljer.
Fordeling af investeringer over et livsforløb - nuværende ordning
Fordeling af investeringer over et livsforløb - ny ordning
Figuren er et eksempel på, hvordan fordelingen af investeringerne kan komme til at se ud.